Spring navigation over

Surprise… Det er ikke altid, man skal gå over åen efter vand…

Norlys udsender her i november måned kampagnebreve, hvor der lokkes med rabat på strøm og gratis abonnement. Og det lyder jo godt, men…

Hvis du skifter til Norlys er prisen med rabat 91,79øre/kWh. Hos Bornholms Energi & Forsyning betaler du 90,64øre/kWh for helt samme ydelse - uden rabat.

Så er der selvfølgelig lokketonerne om et gratis abonnement. Normalprisen hos Norlys er 348 kr. om året. Hos Bornholms Energi & Forsyning koster den samme ydelse 150 kr. om året. Norlys’ introduktionsrabat på abonnementet er med andre ord hurtigt spist op.

Kampagnebrevene fra Norlys er målrettet til koncernens tv-kunder. Årsagen til at Norlys kan sende de dyre kampagnebreve ud til Boxers kunder er, at Boxer er ejet af Norlys – og for fremtiden også kommer til at hedde Norlys.

- Norlys’ kampagne er blot et eksempel på, at man som forbruger skal være oppe på tæerne, hvis man skal følge med markedsføringsafdelingerne i elbranchen. Konkurrencen er ganske hård og det er ikke unormalt, at der lokkes med ’Spar 50% de første 3 måneder’ og ’gavekort på 1.000 kr.’, fortæller Peter K. Rustand, elchef hos Bornholms Energi & Forsyning.

- Norlys’ introtilbud er lavet for at se billigt ud, men i virkeligheden er det ikke billigere. Hos Bornholms Energi & Forsyning har vi altid faste lave priser. Dyre kampagner og sælgere koster penge, og der er kun én til at betale den regning - og det er de nye kunder, fortæller han.

- Vi modtager dagligt telefonopkald fra bornholmere som føler, at de er blevet ’luret’ til at skifte. Husk, at du altid har 14 dages fortrydelsesret, hvis du ikke ønsker at skifte alligevel. Og du er altid velkommen til at få rådgivning på 56 900 000, hvis du har fået et godt tilbud og overveje at skifte, opfordrer Peter K. Rustand.



Kampagnebrev fra Nordlyst