Spring navigation over

El-priserne stiger yderligere næste år

De høje elpriser kan nu mærkes hos hr. og fru Kofoed. Temperaturerne er faldet. Vindmølleproduktionen er lavere end normalt. Priserne på CO2, olie og gas er høje. Samtidig er efterspørgslen stor efter corona. Derfor er elprisen høj. Og ikke kun i Skarpeskade, i de nordiske lande, men i hele Europa.

Graf over elprisernes udvikling 2017 til 2021


Der er ingen tvivl om, at de høje elpriser er kommet for at blive lidt endnu. Priserne slår rekord efter rekord i øjeblikket. Den 6. december nåede markedsprisen op på et nyt historisk rekordhøjt niveau for en enkelt time: 4,65 kroner for én kwh i ren elpris uden afgifter og moms.

De sidste seks måneder har erhverv og private i gennemsnit betalt 0,80 kroner pr. kilowatt-time. Til sammenligning var gennemsnitsprisen i 2020 blot 0,20 kroner pr. kilowatt-time.  Det viser tal fra den nordiske elbørs Nord Pool.

Den rene elpris udgør kun en mindre del af din elregning. Hertil kommer en lang række afgifter med videre. Men prisstigningen på den rene el er nu så voldsom, at den slår igennem hos hr. og fru Kofoed.

- Hvis den nuværende situation fortsætter, så bliver de tre første måneder af 2022 noget dyrere end de tilsvarende måneder i 2021, og også væsentlig dyrere end de sidste tre måneder af 2021, fortæller afdelingschef Peter K. Rustand fra Energi & Forsyning og fortsætter:

- Vi kommer ikke til at se en ren elpris på over 4 kroner som gennemgående tendens, men jeg vil vurdere, at vi i de tre første måneder af 2022 kommer til at ligge over 1 krone i ren elpris pr. kwh for kvartalsprisen.

De høje priser kommer til at betyde en ekstraregning for forbrugerne, spår elhandelschefen:

- Tager vi f.eks. et gennemsnitsparcelhus på 130kvm uden elvarme med et årligt forbrug på 4000 kwh, så ligner det lige nu en ekstraregning på lidt under 1.000 kroner for første kvartal.

- Til sammenligning, så kommer en enlig forbruger med et forbrug på f.eks. 2.000 kilowatt-time om året til at betale lidt over 450 kroner ekstra de første tre måneder.

Hårdest ramt bliver de forbrugere, der har det største forbrug - typisk kunder med elopvarmede huse og erhverv.

Elbilejerne kommer også til at mærke, at det bliver dyrere at tanke den op, vurderer Peter K. Rustand:

- Tanker man f.eks. 700 kwh pr. måned, så vil det over en tre måneders periode betyde en samlet ekstraregning på omkring 1800 kroner - alene som følge af prisstigningerne.

Håber, at niveauet normaliseres
Peter K. Rustand tror godt, at priserne kan stige yderligere.

- Prisen på strøm rammer ikke et normalt leje lige med det samme. Det står fast. Den seneste udvikling viser os, at der reelt ikke er noget loft over, hvor meget priserne kan stige. Bliver det en kold vinter i Europa, og kommer der ikke en afklaring af Nord Stream 2 forbindelsen, vil vi se de høje priser fortsætte. Vi kan håbe på, at vejret vil være vådt og blæsende vinteren over, hvilket vil hjælpe med stabilisere priserne.

Peter K. Rustand er ikke i tvivl. De aktuelle prisstigninger vil gøre ondt:

- Hvis man allerede nu kan se, at regningen bliver uoverkommelig at betale, så kontakt os hurtigst muligt, så prøver vi at finde en løsning. Det gælder både for privat- og erhvervskunder, opfordrer han:

- Det er fortsat muligt at søge varmehjælp via Borger.dk, hvis man er pensionist. Ordningen blev for nylig tilført ekstra 100 mio. kr. netop som følge af de høje energipriser.

Derudover opfordrer el-chefen til, at bornholmerne sparer på strømmen:

- Har du elvarme, så bør du overveje en varmepumpe, da den er væsentligt mere effektiv.

- Hvis du vil orientere dig om de aktuelle spotpriser, så har vi i samarbejde med True Energy udgivet en App, der viser de aktuelle strømpriser, og hvor man kan lade sin elbil i de billigste timer. Hent App’en True Energy i App store eller hvor du henter dine Apps.

Ring eller skriv til os, hvis du er i tvivl om, hvad de høje priser betyder for netop din økonomi. Vi sidder klar til at rådgive dig og svare på alle dine spørgsmål.

- Gå ind på www.beof.dk/minforsyning og find ud af, hvor meget strøm du bruger. Så får du et overblik.