Spring navigation over

Bornholmske firmajulegaver? Ja tak, siger nissen

Ny platform gør det nemmere for bornholmske virksomheder at vælge lokalt, når medarbejderne skal forkæles med firmajulegaver.

 

Nyt lokalt alternativ

 

En ny mulighed er på vej til de virksomheder, der ønsker at glæde deres medarbejdere med julegaver – og samtidig støtte det lokale erhvervsliv. Bag platformen står Jess Hoffmeyer Nielsen, indehaver af Borngros, der gennem webshoppen BornholmBornholmBornholm.dk nu tilbyder en firmajulegave-løsning. Via webshoppen kan virksomheder bestille julegaver til deres ansatte, som herefter selv logger ind med en personlig kode og vælger den gave, de ønsker – blandt et udvalg af bornholmske produkter og oplevelser.

 

”Vi har gjort det nemt og attraktivt for virksomhederne at tilbyde bornholmske kvalitetsprodukter, så hver medarbejder kan vælge en gave, der passer til netop deres smag,” fortæller Jess Hoffmeyer Nielsen.

 

“Mange virksomheder bruger landsdækkende julegaveplatforme, hvor medarbejderne selv vælger deres gave. Det fik os til at tænke – hvorfor ikke gøre det lokalt? Her på øen har vi så mange stærke producenter og oplevelser, som sagtens kan matche både kvalitet og variation,” siger Christa Lodahl, erhvervschef i Business Center Bornholm, der har været med til at matche leverandører og konceptudvikling." siger Christa Lodahl, Erhvervschef, Business Center Bornholm.

 

Testår i 2025

 

Initiativet kører i år en testpilot med et begrænset sortiment og udvalgte virksomheder.

 

“Vi starter med få virksomheder og et smalt sortiment. Det giver os mulighed for at sikre en god brugeroplevelse og en stabil platform. Ambitionen er at skalere op med flere leverandører og deltagende virksomheder til næste år,” siger Jess Hoffmeyer Nielsen.

 

Lokale virksomheder bakker op

 

Blandt de første testvirksomheder i år er Bornholms Energi og Forsyning, som tidligere har benyttet en af de landsdækkende løsninger til firmajulegaver.

 

”Vi har valgt at skifte til en lokal leverandør, fordi vi med en bornholmsk julegave støtter op om det, vi tror på. Nemlig at vi sammen kan gøre en positiv forskel for Bornholm,” siger Jonas Krøier Hansen, økonomidirektør i BEOF. ”Alt går op i en højere enhed for os, når vi kan forære vores ansatte en gave i høj kvalitet, som støtter vores lokale ildsjæle – både dem der står bag julegaveportalen, men også de bornholmske virksomheder, der leverer gaverne. Det lokale initiativ er med til både at skabe liv her på øen og til at mindske vores klimaaftryk, hvad angår de lokalt producerede varer og oplevelser. Så det er jo lige til at blive i julehumør af.”

 

Også hos Borntek har man valgt at bakke op om initiativet.

 

”Vi synes, det giver rigtig god mening at købe lokalt, når vi kan. Det handler både om at kunne tilbyde noget af kvalitet, men også om at bakke op om vores lokale producenter, restauranter og oplevelsesstede”, siger Casper Poulsen, ejer af Borntek.

 

I 2026 forventes det, at platformen åbnes for flere virksomheder, og at sortimentet udvides med endnu flere lokale produkter og oplevelser.