BEOF ønsker at oprette et nyt selskab for at sætte yderligere skub i den grønne omstilling på Bornholm
september 2024
Bornholms Energi & Forsyning vil gerne oprette et nyt datterselskab. Det skal investere i mindre anlæg, der producerer vedvarende energi som solceller, vindmøller og batterier. Målet er at skabe vækst og udvikling på Bornholm ved at sætte yderligere skub i den grønne omstilling af øens energisektor. Kommunalbestyrelsen skal behandle ønsket på torsdag.
Bornholms Energi & Forsyning (BEOF) vil gerne sætte yderligere skub i den grønne omstilling af energisektoren på Bornholm. Derfor ønsker selskabet at oprette et datterselskab, der skal investere i vedvarende energi med navnet Bornholms Vedvarende Energi A/S.
Salget af elnettet skal skabe vækst og udvikling på Bornholm
Målet med selskabet er, at finde projekter og partnere, der, sammen med BEOF, kan levere 50MW grøn strøm inden udgangen af 2035. Et solcelle-anlæg på 50MW kan for eksempel, producere 55 GWh, hvilket svarer til 22% af Bornholms samlede el-forbrug på et år (se faktaboksen herunder).
Investeringerne skal være med til at sikre at Bornholms Regionskommune når i mål med sin energistrategi, herunder at strøm- og varmeproduktionen i kommunen i 2032 er fossil-fri. Selskabet vil ligeledes kunne bidrage til kommunens delmål, nemlig målet om at opsætte solceller svarende til 50 MW på Bornholm. Det er en grundlæggende præmis, at investeringerne skal skabe værdi for bornholmerne og på Bornholm.
- Med et bornholmsk ejerskab sikrer vi, at værdien af den grønne strøm giver værdi for Bornholm og bornholmerne. Med selskabet styrker vi den grønne omstilling på øen, vi skaber lokal vækst og arbejdspladser, og så får vi mulighed for at investere i tiltag, der samtidig skal holde prisen nede for vores forsyningskunder, det gælder både forsyningen af el, vand, varme og spildevand, siger Claus M. Andersen, administrerende direktør i BEOF.
BEOF opretter selskabet i en erkendelse af, at det kræver ressourcer og fokus, både at få øje på de rigtige grønne investeringer og at gennemføre dem. Kapitalen til investeringerne stammer blandt andet fra salget af el-nettet til EWIII i 2021.
- Med det her selskab bliver det lettere for os at gennemføre nogle attraktive investeringer, der kan skabe værdi for Bornholm og bornholmerne. Vi er allerede godt på vej, men med et mere fokuseret arbejde i det nye selskab, sikrer vi, at vores opsparing kommer til at gøre mest mulig gavn på Bornholm – også på lang sigt, siger Claus M. Andersen.
Investeringer i sol, vind, batterier – og sektorkobling
For at mindske risikoen og for sikre et højt afkast skal selskabet kun investere i projekter, der arbejder med allerede kendt teknologi indenfor vedvarende energi som solceller, vindmøller, lagringsteknologi (batterier) og sektorkobling (se i faktaboksen).
BEOF har særlige forudsætninger for at lykkedes med netop det, mener den administrerende direktør.
- Vi tror på, at vi med vores eksisterende aktiver og de kompetencer vores medarbejdere har, tilsat et stærkt lokalkendskab kombineret med muligheden for at tænke på tværs af el- og varmesektoren har nogle helt særlige forudsætninger for at lykkedes med investeringer i vedvarende energi på Bornholm, slutter Claus M. Andersen.
Afkastet af investeringerne skal geninvesteres i nye projekter og være med til at sikre en robust økonomi i BEOF fremadrettet.
Med investeringerne kan BEOF over tid også reducere brugen af biomasse som halm og træflis i el- og varmeproduktionen.
Bornholms Regionskommune ejer BEOF og skal derfor godkende oprettelsen af nye datterselskaber. Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til ønsket om et nyt VE-selskab på torsdag.
FAKTABOKSE
Hvad kan man med 50MW?
På Bornholm bruger vi omkring 250 GWh el om året. 50 MW solceller kan producere omkring 55 GWh om året, svarende til cirka 22% af Bornholms samlede el-forbrug.
Bornholm vil med yderligere produktion af 50 MW vedvarende energi i langt højere grad kunne være selvforsynende med grøn energi, når sø-kablet til Sverige er ude af drift, og Bornholm går i såkaldt ø-drift. Det afhænger dog blandt andet af årstiden.
De seneste 10 år er egenproduktionen af el på Bornholm steget fra ca. 50% af forbruget til 75%. Det er vedvarende elproduktion baseret på biomasse, sol, biogas og vind.
Hvad er sektorkobling?
BEOF forsyner Bornholm indenfor fire forskellige sektorer: vand, varme, elektricitet og renser spildevand. For at komme i mål med den grønne omstilling skal de sektorer i højere grad arbejde sammen i en såkaldt sektorkobling. Med sektorkobling kan energi flyttes rundt mellem sektorerne og et energiforbrug kan på den måde fremskyndes eller udskydes. Den proces bliver tvingende nødvendig, når vi i fremtiden skal bruge meget mere elektricitet. Fremtidens el vil nemlig primært komme fra sol og vind, som kun kan produceres, når det blæser eller solen skinner.
Eksempler på sektorkobling
Et eksempel på sektorkobling kan være, at man placerer et solcelleanlæg eller vindmøller tæt på vores fjernvarmesystem. Når anlægget kobles til et batteri, så kan den lagrede energi bruges til at producere billig varme, selv når strømmen er dyr. På den måde bliver prisen på varme lavere end den ellers ville have været.
Vi er i BEOF allerede i gang med at udnytte de muligheder. Det gør vi for eksempel på vores vandværker, hvor vi er ved at opsætte solceller og batterier. Vi har derudover en række projekter i vores udviklingsafdeling, der blandt andet skal finde ud af, hvordan man kan lagre energi.