Vores drikkevand fra Smålyngsværket på Sydbornholm har været en tur i Bruxelles.
Det blev nemlig udvalgt af interesseorganisationen DANVA til at repræsentere Danmark til et stort europæisk vandsmagningsevent.
Smagningen i Bruxelles blev ledt af den svenske vand-sommelier Gunilla Hultgren Karell. Smagerne inkluderede Michel Sponar fra Europa-Kommissionen, Leonie Cater fra Politico og Astrid Schotte fra Aquaflanders.
Under smagningen blev deltagerne guidet gennem smagsnuancer og tekniske forskelle, samtidig med at eksperter fra EurEau forklarede, hvordan vand i Europa behandles og leveres under fælles høje kvalitetsstandarder.
Som Riina Liikanen, medformand for EurEau’s drikkevandsudvalg, bemærkede i sin åbningstale:
- Vandets rejse begynder lang tid før det når dit glas – og hver prøve, vi smager i dag, afspejler ikke kun lokal geologi og behandlingsteknik, men også det ansvar og den faglighed, der ligger bag en sikker og bæredygtig drikkevandsforsyning.
Efter smagningen fik vores bornholmske drikkevand denne udtalelse med på vejen:
”A clear and soft water with a nice freshness”
![]() |
![]() |
![]() |
At det netop er os i Bornholms Energi & Forsyning, der repræsenterer Danmark skaber stolthed hos den administrerende direktør:
- Jeg er utrolig stolt over, at det er vores drikkevand fra Smålyngsværket, der repræsenterede Danmark i Bruxelles. Og at vi så ovenikøbet har fået den meget fine udtalelse om vores drikkevand glæder mig utrolig meget. Vi har brug for rent drikkevand nu og i fremtiden - derfor vil jeg også benytte lejligheden til at takke vores dygtige medarbejdere, der hver dag arbejder på at sikre bornholmerne rent og velsmagende vand i hanerne.